Bio

Min historie

Jeg er født i 1991 i Gentofte og er vokset op i Kongens Lyngby hos mine forældre, som begge arbejdede som radioværter, da jeg blev født. Min far, Per Wium, spillede keyboards i flere anerkendte bands og begge mine forældre bragte på hver deres måde musikken ind i mit liv. Jeg er vokset op til tonerne af The Beatles, Gangway, Abba, Stevie Wonder, Jane Child, Michael Jackson og mange flere, som i den grad har pejlet skibet i en musikalsk retning fra barnsben af. 

Gennem folkeskolen havde jeg andre interesser end musik, hvor især håndbolden tog min tid, og det var først for alvor i 8.-9. klasse, at jeg opdagede, hvordan musikken og især klaveret åbnede min verden.

Da jeg i 2007 startede på Nærum Gymnasium faldt valget på musiklinjen, hvor jeg i tre år fik lov at udfolde mit musikalske potentiale. Jeg lærte at synge, da jeg startede i gymnasiekoret, og jeg fik spillet musik sammen med andre mennesker. Efter jeg blev student i 2010 fik, jeg min første klaverlærer som introducerede mig til jazzverdenen og en helt ny måde at spille klaver på. Det var en kæmpe øjenåbner, og jeg dykkede efterfølgende længere ned i jazzen og udvidede mine kompetencer. Jeg kom ind på Københavns MGK (Musikalsk Grund Kursus) i 2011 med klaver som hovedfag. Der gik jeg fra 2011-2014 og modtog undervisning af blandt andre Mikkel Gomard, Rasmus Ehlers, Erik Ørum von Spreckelsen og Simon Thorsen. På mit 3. år på MGK havde jeg dobbelt hovedfag og begyndte også sangundervisning ved Nana Fagerberg. 

I 2014 blev jeg tilbudt min første turné, som var to uger på landevejen i Tyskland med Malene Mortensen. Da jeg kom hjem fra touren afsluttede jeg min tid på MGK, og jeg begyndte at spille en masse jam sessions rundt omkring i København, hvor jeg mødte en masse mennesker, som den dag i dag er gode venner og kollegaer i musikbranchen. I 2014-2015 underviste jeg blandt andet unge mennesker i klaver og sang på Busses Skole på et års barselsvikariat og brugsklaver på Den Rytmiske Højskole i Vig. På trods af at jeg ikke havde en uddannelse som musiklærer, fik jeg tilbudt jobs som underviser og fandt hurtigt ud af, at jeg var god til at formidle i øjenhøjde med de unge mennesker.

I disse år spillede jeg mig til en masse erfaring med såkaldte “balle-jobs”, og det var først da jeg i 2015 mødte den danske artist Fallulah, at jeg fik en fod ind i pop-branchen. Siden da er det kun gået en vej.

amanda wium_pianist_backstage
Burhan G Tivoli 2017 – Foto: Lasse Lagoni